I mange år har rejeopdræt været en af søjleindustrierne i Vietnams landbrugsøkonomi og en kernedrivkraft for landets eksport af fisk og skaldyr. Som verdens tredje-største rejeeksportør har Vietnams rejeopdrætsindustri opnået hurtig vækst i årtier takket være de unikke geografiske kystforhold i Mekong-deltaet, dets passende tropiske klima og dets store-opdrætsaktiviteter.
Ifølge data fra Vietnam Association of Seafood Exporters and Producers (VASEP) nåede Vietnams rejeeksport op på 4,65 milliarder USD i 2025, en -til- stigning på næsten 20 % år efter år, hvilket svarer til cirka 41 % af landets samlede eksport af fisk og skaldyr. Dette støtter direkte halvdelen af landets fiskeriøkonomi og opretholder levebrød og fødevaresikkerhed for over 17 millioner mennesker i kystområder som Mekong-deltaet. Men med intensiveringen af de globale klimaændringer står dette land, der engang blev betragtet som et "rejeopdrætsparadis", over for hidtil usete udfordringer-industririsici har fuldstændigt overskredet sæsoncyklussernes begrænsninger og forvandlet sig til strukturelle risici, der gennemsyrer hele forsyningskæden. De tidligere naturlige fordele bliver gradvist udhulet af det konstant ustabile klimamiljø.
Som typiske poikilotermiske krebsdyr er rejer ekstremt følsomme over for subtile ændringer i deres miljø. Selv mindre udsving i temperatur, saltholdighed, pH og niveauer af opløst ilt kan direkte påvirke deres vækst, reproduktion og endda overlevelse. I løbet af de sidste par årtier har miljøparametre i store rejeopdrætsområder i Vietnam, såsom Mekong-deltaet og Ca Mau-provinsen, konsekvent fulgt en relativt forudsigelig sæsoncyklus: rigelig nedbør i regntiden fører til lavere saltholdighed og stabile pH-niveauer; mens reduceret nedbør i den tørre sæson forårsager en langsom stigning i saltindholdet, med vandtemperaturer, der holdes inden for det optimale vækstområde på 28-30 grader. Ved at udnytte denne forudsigelige naturlige rytme kan rejeopdrættere, der stoler på generationer af akkumuleret erfaring og en fast sæsonbestemt opdrætskalender, effektivt styre produktionsprocesser såsom udsætning, fodring og vandskift og opretholde en stabil rejeopdræt.
Men denne mangeårige naturlige regel bliver nu fuldstændig forstyrret af klimaændringer, og stabiliteten i rejeopdrætsmiljøet er ikke længere bæredygtig. Blandt de mest direkte trusler er den intensiverede tilsaltning. I Mekong-deltaet, på grund af stigende havniveauer, landsynkning forårsaget af overdreven grundvandsudvinding og forlængede tørkeperioder, er tilsaltning ikke kun fundet sted 1-2 måneder tidligere end i de foregående år, men dens varighed har også udvidet sig fra 3-4 måneder til over 6 måneder, med nogle områder, der endda har oplevet en helårssaltning. Endnu vigtigere er det, at saltholdigheden ikke længere svinger langsomt, men oplever snarere dramatiske udsving i en kort periode, nogle gange med daglige saltholdighedsforskelle på over 5‰. Dette pludselige miljøchok fører direkte til stressreaktioner hos rejer, nedsat immunitet og endda dødelighed i stor skala.
Den hyppige forekomst af ekstreme vejrhændelser har yderligere forværret den miljømæssige ustabilitet. De vedvarende hedebølger om sommeren får damvandstemperaturerne til ofte at overstige den kritiske tærskel på 33 grader, nogle gange når de over 35 grader, hvilket langt overstiger det passende område for rejevækst. I mellemtiden forstyrrer unormalt høje temperaturer om vinteren rejernes dvalecyklus, hvilket fører til uordnede vækstmønstre og nedsat kvalitet. Samtidig er ikke-sæsonmæssig nedbør blevet normen-regn, der normalt er koncentreret i regntiden, ofte pludselig udbryder i den tørre sæson. Korte-skyllende regnskyl får vandstandene til at stige kraftigt, og pH og alkalinitet svinger drastisk inden for få timer, hvilket forstyrrer syre-basebalancen i vandet. I kystnære akvakulturområder, såsom Ca Mau-provinsen, fører denne ikke-sæsonmæssige nedbør også store mængder af jordbaserede forurenende stoffer ind i dammene, hvilket yderligere forringer vandmiljøet.
Den virkelige krise er ikke uregelmæssigheden i en enkelt miljøindikator, men den overordnede ubalance i hele dammens økosystem. Tidligere kunne rejeopdrættere opretholde landbrugsordenen ved at justere en enkelt indikator; men nu har de overlejrede unormale udsving i indikatorer som temperatur, saltholdighed, pH og opløst ilt ført til en fuldstændig ubalance i alger og mikrobielle samfund i dammene. De gavnlige bakterier er faldet, skadelige mikroorganismer har spredt sig, og vandets selv-rensende kapacitet er drastisk faldet. Når den grundlæggende stabilitet i landbrugsmiljøet ødelægges, bliver enhver produktionsmodel baseret på antagelsen om, at "rejer er en relativt stabil afgrøde" ekstremt skrøbelig. Selv en lille udsving i miljøet kan udløse en kædereaktion, hvilket fører til landbrugsfejl.
Når vi ser tilbage på udviklingen af Vietnams rejeopdrætsindustri, var den største risiko, den tidligere stod over for, altid infektionssygdomme-hvid pletsyndrom, vibriose og andre infektionssygdomme, der gentagne gange forårsagede stor-rejedød og ødelæggende tab for rejeopdrættere. Derfor har industrien længe prioriteret sygdomsbekæmpelse og gradvist reduceret sygdomsrisici gennem forbedrede landbrugsteknikker og brug af medicin. Men med uddybningen af klimaændringerne har risikostrukturen for rejeopdrætsindustrien ændret sig fundamentalt. Ud over traditionelle sygdomsrisici er skyhøje driftsomkostninger og økosystemudsving blevet to nye byrder for rejeopdrættere og virksomheder. Desuden har den reducerede fortielse og øgede kumulative karakter af disse risici forstærket overlevelsespresset på hele industrien i en hidtil uset grad.